Har du en massagefaglig baggrund og brænder du for at lede og koordinere?

Så bliv frivillig koordinator for massører på socialpsykiatriske væresteder og vær med til at højne livskvaliteten og øge kropsbevidstheden blandt hjemløse og socialt udsatte.


WeShelter
Gammel Køge Landevej 137
2500 Valby

13.06.2018
31.08.2018

Kontakt organisation

WeShelter søger en frivillig koordinator for massørerne til de Socialpsykiatriske væresteder Pegasus og NABO-center Amager.

  • Banker dit hjerte for massagefaget og mennesker?

  • Er du dygtig til at lede, koordinere og tage initiativ?

  • Brænder du for at gøre en forskel for socialt udsatte?

Hvis du kan nikke genkende til ovenstående så har du nu chancen for at gøre en forskel for dem der virkelig trænger!

Vi søger en koordinator som er:

  • Dygtig til at lede, koordinere og planlægge eller som gerne vil lære det.

  • Ønsker et godt samarbejde med vores frivillige koordinator for herbergerne.

  • Har en massage- eller afspændingsfaglig uddannelse og erhvervserfaring.

  • Har lyst til at arbejde med at øge kropsbevidstheden blandt socialt udsatte i minimum et år.

  • Kan bruge 2-3 timer om ugen – og er fleksibel i perioder hvor der er udskiftning i truppen.

  • Stabil og i stand til at sætte egne grænser.

  • Kan bevare overblik og humør når tingene ikke går som planlagt.

  • Er omsorgsfuld og konstruktiv, når de frivillige massører har brug for sparring eller hjælp til de udfordringer der kan opstå i deres frivillige arbejde med udsatte mennesker.

Som frivillig koordinator i WeShelter får du et udfordrende og fagrelevant frivilligt arbejde.  WeShelter tilbyder interne kurser, faglige oplæg og vidensdeling i massørgruppen og med de øvrige frivilligkoordinatorer i WeShelter.  Som frivillig i WeShelter vil du opleve et netværk af både massører, gældsrådgivere, netværksvenner og madklubberne der sammen kæmper for at højne livskvaliteten blandt målgruppen

Igennem din rolle som koordinator får du mulighed for at styrke dine ledelsesevner, og du får sammen med den anden massagekoordinator ansvaret for massørernes trivsel og dagligdag.

Din rolle som koordinator:

I rollen som koordinator er du en del af frivilliggruppen og bliver ligesom massørerne tilknyttet som massør på et af værestederne, der er med i WeShelter (3-4 timer hver 14. dag). Du får som massagekoordinator på værestederne et tæt samarbejde med massagekoordinatoren for herbergerne. Sammen har I det overordnede ansvar for frivilliggruppen i forhold til ledelse og motivation, kommunikation med personalet på værestederne, og projektlederen på Fællessekretariatet. Du får ansvaret for ansættelsessamtaler med nye massører for at sikre, at de er personligt og fagligt kvalificerede til jobbet som frivillig massør på et af værestederne.

Om massageordningen:

Massageordningens formål er at skabe et frirum for brugerne af de socialpsykiatriske væresteder, hvor de kan få en rolig pause og udvikle en større kropsbevidsthed. Du vil blive klædt godt på til opgaven gennem et introduktionskursus, oplæring og sparring med projektlederne og den anden koordinator samt løbende opkvalificerende kurser inden for ledelse af frivillige samt frivillighedens muligheder og udfordringer i arbejdet med WeShelters målgrupper.  

Som massør i WeShelter arbejder du blandt en engageret personalegruppe, frivillige ildsjæle og søde og taknemmelige brugere og beboere. Vi har både brikse, olie, lagner. Flere af brugerne er dog ikke vant til kropskontakt. Derfor vil nogle måske foretrække blot at snakke den første gang og få massage siddende og med tøj på de næste gange og måske senere vil de gerne op på briksen.

Der er mange forskellige brugergrupper på institutionerne. Typisk er deres liv præget af psykisk lidelse, svage sociale netværk og/eller hjemløshed. Nogle har ligeledes misbrug. Som du nok allerede ved eller kan forestille dig, er massage en fantastisk måde at hjælpe psykisk sårbare og socialt udsatte mennesker på. Massagen giver ro og nærvær, løser op for fysiske og psykiske spændinger og lindrer smerter, stimulerer sanserne og giver større kropsbevidsthed. Brugerne af institutionerne er for manges vedkommende også mennesker, der har store ar på sjælen. Derfor er det vigtigt, at du som massør har sans for både at briefe og de-briefe, og at du har en veludviklet fornemmelse for andre mennesker.

Om organisationen:

WeShelter er et fællesskab af sociale tilbud og har eksisteret som en social hjælpeorganisation siden 1893. Vi hjælper hjemløse, socialt udsatte, psykisk syge og ensomme mennesker med at bruge deres ressourcer til at realisere deres drømme. Det gør vi blandt andet gennem herberger og væresteder for målgruppen og projekter, der øger livskvaliteten som fx massageordningen. 

Med i WeShelter er Mændenes Hjem (herunder Sundhedsrummet og Den Runde Firkant og Café Klare), Kollegiet Gl. Køge Landevej og RG60 og værestederne er NABO-center Amager, Pegasus og Gartneriet Offside.

Er du blevet nysgerrig på jobbet eller ved du allerede nu, at det er lige noget for dig? Så send os en ansøgning! Skriv lidt om dig selv, din uddannelse, dine erfaringer med målgruppen og din motivation for at være koordinator for de frivillige massører. Har du spørgsmål kan du kontakte så kontakt os. Vi glæder os til at høre fra dig!

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Kontakt organisation
vis alle job hos organisationen

Opgavetyper
Andet
Bestyrelse og projektledelse
Kommunikation og PR
Arbejdsområde
Socialt arbejde
Sundhed og sygdom
Geografi
Københavns Kommune