Er du god til matematik, fysik, biologi eller kemi?

...og har du lyst til at bruge din viden til at hjælpe flygtninge/indvandrere, der har brug for støtte? Så har Netværksgruppen i København brug for dig.


Netværksgruppen i København
Nørrevoldegade 82 2. sal
1358 København K

28.10.2017
01.12.2017

Kontakt organisation

Hvor og hvordan du kan hjælpe

I vores lektiecafé for voksne og unge voksne med udenlandsk baggrund har nogle af vores brugere brug for støtte til kemi, fysik, matematik og biologi, fordi de studerer på VUC 9-10. klasse, HF og videregående uddannelser. 

Vi leder efter dig, der vil være til stede i lektiecaféen og hjælpe, hvor der er behov. Din støtte kan være afgørende for et godt uddannelsesforløb. Du kan også blive 1-1-lektiehjælper. Det betyder, at du i stedet bliver tilknyttet en enkelt bruger, der har brug for netop den faglige hjælp, du kan give.

Hvad kræver det?

  • at du kan lytte, støtte og har lyst til at dele din naturvidenskabelige viden
  • at du har tid  til at være med en fast aften eller eftermiddag ugentlig eller hver anden uge  á 3 timer 
  • at du kan være frivillig i minimum 6 måneder

Som lektiehjælper i Netværksgruppen får du:

  • mulighed for at bruge dine faglige kvalifikationer til at hjælpe andre
  • mulighed for at blive del af et fællesskab af engagerede frivillige
  • relevante kurser, supervision og støtte
  • kontakt til en gruppe mennesker med vidt forskellig baggrund, men med det til fælles, at de alle har udenlandsk baggrund og har brug for ekstra støtte med deres studier eller med andre faglige og sociale udfordringer
  • mulighed for at gøre en stor forskel

Lektiecaféen

Vores lektiecafé har åbent mandag-fredag fra kl. 12-17 og mandag-torsdag kl. 18-21. Der er  ca. 110 frivillige tilknyttet vores lektiecafé, og vi hjælper 25-60 brugere dagligt fra kl. 12-21 i lekticaféen.

Nogle gange kommer der mange brugere i vores lektiecafé, og andre gange kommer der færre, så du skal være indstillet på, at du som frivillig i vores lektiecaféen både kan opleve travle og mere rolige dage.

Hvem er vi?

Netværksgruppen i København er en af de største frivilliggrupper under Dansk Flygtningehjælp. Vi er ca. 200 frivillige og er i kontakt ca. 800 voksne og unge voksne med udenlansk baggrund årligt. De fleste af vores brugere kommer fra Somalia, Mellemøsten og Afghanistan, men du vil også kunne møde brugere fra mange andre dele af verden. Derfor kan vi tilbyde dig, som gerne vil gøre en indsats for borgere med udenlandsk baggrund og deres integration i det danske samfund, det helt perfekte sted at lægge dine kræfter.

Hvad gør vi?

Netværksgruppen i København  tilbyder Københavns borgere med udenlandsk baggrund hjælp, støtte og rådgivning i forbindelse med sprogtræning, uddannelse og jobsøgning, samt stiller vores erfaring og netværk til rådighed og giver gode råd og sparring omkring alt det, man kan have brug for at vide som ny borger i Danmark.

Udover lektiecafé tilbyder vi også andre aktiviteter som f.eks. samtalecafé, jobsøgningscafé, medborgerhjælp og cykelkursus. 

Vi bor på Nørrevoldgade 82, lige ved Nørreport station.

Hvordan kommer du i gang?

Hvis du har lyst til at bidrage til vores arbejde, så kontakt Netværksgruppen via "kontakt organisation".

Vi har behov for en mangfoldig gruppe af frivillige, så vi kan matche brugernes behov bedst muligt. Derfor hører vi gerne fra alle, der har lyst til at gøre en forskel.

Vi holder informationsmøder, hvor du kan høre mere om vores arbejde og aktivitete og  holder vores næste informationsmøde lørdag d. 25. november kl. 14-16. Hvis du gerne vil starte som frivillig hos os, er det et krav, at du deltager i et af vores informationsmøder.

Læs mere på vores hjemmeside www.frivilllighuset.net 

Har du spørgsmål eller ønsker yderligere information, er du altid velkommen til at kontakte os.

Vi glæder os til at høre fra dig!

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Kontakt organisation
vis alle job hos organisationen

Opgavetyper
Flygtninge og asylansøgere
Integration
Lektiehjælp
Arbejdsområde
Humanitært arbejde
Socialt arbejde
Geografi
Københavns Kommune